Gå til indhold

Udviklingsmuligheder som underviser i Vurderingsstyrelsen

Mette Kruse Agerschou blev ansat som sagsbehandler i 2018. Herefter brugte hun nogle år med at løse opgaver og tilegne sig viden. Hun kom hurtigt med i teamet ”kontrol af ensartethed”, hvor der blandt andet bliver foretaget kvalitetssikring af de løste opgaver og indsigelser. For et par år siden blev hun bekendt med underviserrollen, og i dag spiller hun en central rolle i Vurderingsstyrelsens hold af undervisere.

Med en baggrund inden for blandt andet regnskab og økonomi, først i det private og sidenhen i kommunalt regi, samt en merkonomuddannelse i regnskab og markedsføring, startede Mette sin karriere i Vurderingsstyrelsen i 2018 som sagsbehandler. Efter kun et år i styrelsen, gik hun i gang med en Diplomuddannelse i SKAT, hvilket åbnede døren for nye udfordringer – og interessen for at undervise.

- Underviserrollen i Vurderingsstyrelsen er meget mere end blot at formidle viden. Det er en mulighed for faglig og personlig udvikling, hvor man ikke blot onboarder nye kollegaer, men også spiller en central rolle i at sikre vidensdeling. Det er muligt at komme med forslag til ændringer og forbedringer af undervisningsmateriale, samt være opmærksom på muligheden for nye læringsformater, fortæller Mette.

En naturlig udvikling

Mette har som underviser arbejdet tæt sammen med både kursister og kollegaer på tværs af afdelingerne for at skabe de bedste læringsforløb. Hun fortæller, at målet for hende som underviser, er at give nye medarbejdere en solid faglig og social start. Et af de første kurser foregår over to dage med overnatning. Her får deltagerne en god introduktion til ejendomsvurdering og ejendomsbeskatning, og samtidig lærer deltagerne både hinanden og styrelsens arbejde bedre at kende.

- Netværk og samarbejde er i fokus, og det er underviserens opgave at sikre et godt læringsmiljø. Det handler om at være den bedste udgave af sig selv, rumme forskelligheder og møde kursisterne med et smil, uddyber Mette.

Noget af det mest fremtrædende ved Mettes fortælling om sin rolle, er muligheden for at udvikle sig fagligt som underviser gennem hands-on erfaring og sparring med kollegaer. Dét betyder for nogle at de tager skridtet videre til rollen som modulformand. I den rolle bliver koordinering, faglig opdatering og samarbejde med læringskonsulenter en del af hverdagen.

For Mette selv, skete skiftet fra underviser til modulformand gradvist, idet hun havde en stor interesse for at forbedre undervisningsmateriale og udvikle faglige metoder. I sin rolle som modulformand deltager hun bl.a. i arbejdsgrupper og arbejder tæt sammen med undervisere og andre, der er med til at byde nye medarbejdere velkommen. Det skal sikre en stærk faglig introduktion for nye medarbejdere. Selvom Mette stadig underviser, er hendes ansvar vokset i forbindelse med rollen som modulformand. Det indebærer blandt andet at holde undervisningen fagligt opdateret, dele viden med underviserne og fungere som bindeled mellem underviserne og Kompetencehuset. En vigtig del af at være modulformand er også at indgå i en koordinerende rolle i undervisergruppen samt sparre med læringskonsulenterne. 

- Uanset om det handler om at facilitere internatkurser, udvikle undervisningsmateriale eller fungere som bindeled mellem undervisergruppen og Kompetencehuset, så er rollen præget af samarbejde, engagement og et konstant fokus på kvalitet, siger Mette.

Den største motivation: Kollegialt samarbejde og faglig udvikling

Hun afrunder sin fortælling med en pointe om, at faglig nysgerrighed og evnen til at engagere sig i både undervisning og udvikling af læringsforløb er nøglen til succes. Gennem et stærkt kollegialt fællesskab og en varieret opgaveportefølje, som hun oplever i sin underviser- og modulformandsrolle, finder hun en oplagt mulighed for at kombinere specialiseret viden med formidling og udvikling.

Det bedste ved jobbet er følelsen af at lykkes – både med undervisningen og i samarbejdet med kollegaer. Når vi ser, at kursisterne (vores nye kollegaer) forstår det, vi prøver at formidle, så giver det energi. Vi spiller hinanden gode og arbejder sammen på tværs af kontorer for at skabe den bedste undervisning.