Grundskyld kommer på forskudsopgørelsen
Når forskudsopgørelsen for 2024 bliver tilgængelig den 14. november, vil den som noget nyt rumme oplysning om grundskyld. Dermed vil alle landets boligejere kunne se deres samlede boligskat for 2024 på skat.dk. Som en del af de nye boligskatteregler, der træder i kraft fra 2024, vil opkrævningen af boligskat være samlet på forskuds- og årsopgørelsen.
Den opgjorte boligskat bygger på oplysninger fra de foreløbige vurderinger, som Vurderingsstyrelsen offentliggjorde i september 2023. Idet grundskyld kommer på årsopgørelsen, betyder det, at alle boligejere for første gang nogensinde vil kunne se deres samlede boligskatter på forskudsopgørelsen sammen med de øvrige skatteoplysninger. Betaling af grundskyld vil derfor fremover ske som en del af den løbende skattebetaling, der således afløser den kommunale girokortopkrævning to gange årligt.
I forskudsopgørelsen bygger tallene for boligskat på den foreløbige ejendomsvurdering, der danner grundlag for boligskatten i 2024. Hvis boligejerne ser på forskudsopgørelsen og oplever, at tallene ser forkerte ud i forhold til deres foreløbige vurdering, så må de altid ringe til Vurderingsstyrelsen og søge vejledning.