Gå til indhold

Nye lovforslag

Skatteministeren har i efteråret fremsat en række lovforslag i Folketinget. Her kan du læse om et af forslagene med betydning for ejendomsområdet.

Skatteministeren har fremsat forslag til ændringer af lovgivningen på ejendomsskatteområdet, der får betydning for erhvervsvirksomheder, der er beliggende i kommuner, hvor der opkræves dækningsafgift - og for boligejere på nyligt udstykkede ejendomme.

Lovforslag løser identificerede udstykningssager

Som følge af enighed mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne), Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance, forslår Skatteministeren, at der skal indføres en eftergivelses- og tilbagebetalingsordning for grundskyld for 2022-2024 i visse udstykningstilfælde.

Skatteforvaltningens overtagelse af opkrævningen af grundskyld fra kommunerne har givet anledning til visse praksisændringer, for så vidt angår udstykninger til ejerboliger. Det har været medvirkende til, at enkelte boligejere, der har købt en nyudstykket grund, kan være blevet efterladt i en urimelig situation beskatningsmæssigt.

Lovforslaget indebærer, at henholdsvis kommunerne og Skatteforvaltningen i særlige udstykningstilfælde og under visse betingelser får mulighed for at meddele fysiske personer hel eller delvis eftergivelse eller tilbagebetaling af grundskyld for henholdsvis skatteårene 2022 og 2023, og kalenderåret 2024 i særlige udstykningstilfælde.

Med lovforslaget gives Skatteforvaltningen også mulighed for at lave et foreløbigt beskatningsgrundlag for udstykkede ejendomme fra andet år efter grunden er udstykket.

Loven forventes at træde i kraft 2. december 2024 - altså efter forskudsopgørelsen for 2025 er udsendt i november. De berørte ejere får besked om, at de vil modtage en ny forskudsopgørelse, når loven træder i kraft december 2024.

Dækningsafgift

Som følge af den politiske aftale ”Øget tryghed om de nye erhvervsvurderinger” indføres der en stigningsbegrænsning for dækningsafgift af erhvervsejendomme. Formålet er at indfase stigningerne over tid af hensyn til virksomhedernes økonomi.

Dækningsafgiften er en kommunal ejendomsskat, som det er valgfrit for kommuner at opkræve. 33 kommuner opkræver dækningsafgift for erhvervsejendomme som lager, kontor, butik, hotel, fabrik eller værksted.

Lovforslaget indebærer, at dækningsafgiften årligt højst vil kunne stige med 10 pct. af den fuldt indfasede dækningsafgift for året.

Stigningsbegrænsningsordningen får bagudrettet virkning fra og med den 1. januar 2022, så virkningerne, herunder efterreguleringer, af overgangen til de nye vurderinger vil blive reduceret.

Stigningsbegrænsningsordningen vil i udgangspunktet omfatte alle stigninger i dækningsafgiften. Det vil f.eks. gælde stigninger som følge af, at vurderingerne stiger mærkbart fra det ene år til det næste, eller som følge af at dækningsafgiftspromillen sættes op.

Læs mere på folketinget.dk