Gå til indhold

En skattekiste af data

Et ”rigsarkiv” for bygninger – en flot definition af Bygnings- og Boligregistret (BBR), men ikke desto mindre sand. For BBR er det eneste register i Danmark, der har al viden samlet om de danske ejendomme og ejendomsforhold.

Tre beskedne bogstaver dækker over et stort register, der har eksisteret siden 1977. Bygnings- og Boligregistret skal sikre privatpersoner og offentligheden mulighed for at indhente oplysninger om danske ejendomme. Oplysningerne i BBR omhandler boliger og bygningers indre og ydre forhold. Disse forhold bruges i mange sammenhænge.

Fra april 2022 har BBR været en del af Vurderingsstyrelsen, som i arbejdet med de nye vurderinger indhenter store mængder data fra BBB- registret. Så det giver rigtig god mening, at BBR er rykket ind hos Vurderingsstyrelsen organisatorisk i forhold til arbejdet med de nye vurderinger, som herefter er basis for ejendomsbeskatning.

En hverdag med BBR

Der er mange hensyn i arbejdet med data i BBR. Der er hensynet til myndigheders behov – for eksempel Vurderingsstyrelsens juridiske og datamæssige behov i forhold til de nye ejendomsvurderinger. Der er også hensynet til private ejere og erhvervsejere samt den kommunale registreringspraksis.

Ulrik Nielsen og Robert Vincent Madsen er med i team ’Love & Regler’ i BBR. De holder til i Lyngby sammen med deres 33 kollegaer. Robert har været ansat hos Bygnings- og Boligregistret i tre år og er uddannet Cand.scient.adm:

- Et godt og validt Bygnings- og Boligregister er en forudsætning for udviklingen af en datadrevet forvaltning, og det er også af den grund væsentligt, at reglerne for ajourføring og kontrol af registrets oplysninger holdes tidssvarende og følger udviklingen i de bagvedliggende it-systemer.

Ulrik Nielsen har været ansat hos BBR, siden han blev færdig som geograf fra Københavns Universitet for 14 år siden.

- Jeg sidder med mange forskellige opgaver, for eksempel regelgrundlaget, datakvalitet i BBR og tilsyn med kommunernes ajourføring af BBR. Vi får også henvendelser fra landinspektører, borgere og kommuner, som jeg er med til at tage hånd om. Jeg foretager også dataudtræk, for eksempel når pressen vil vide noget om asbest, eller beredskabsstyrelsen søger information om antallet af sikrings- og beskyttelsesrum i landets kommuner (red. som også er beskrevet i artiklen 'Vurderingsstyrelsen bidrager med data i nyt sikkerhedsarbejde'.

Robert og Ulrik er med i team ’Love & Regler’.
Robert og Ulrik er med i team ’Love & Regler’.


Omfangsrigt data

Alt fra byggetilladelse til opførsel, antal kvadratmeter, byggematerialer, ombygning, nyt tag, varmekilde eller sågar toiletter registreres i BBR.

Nogle kommuner har helt særlige geografiske forhold, som andre kommuner ikke har. Hvis en boligejer skal registrere en ændring, er der altid hjælp at hente hos den kommune, som ejendommen er tilknyttet. Der kan være boliger ved kyststrækninger med klipper, hvor der er ønske om at bygge ind i det skrånede terræn, - er det en kælder, en stue eller en 1. sal? Nogle kommuner har havneområder, hvor der er etableret husbåde, og andre kommuner har lagerbygninger med vertikalt landbrug - og hvordan skal de oprettes i BBR? Eksemplerne viser, at bygningsmassen og anvendelsen heraf i Danmark er en kompleks størrelse, og at der kan være forskellige typer af registreringsopgaver kommunerne imellem.

En ejendomsejer har pligt til at opgive korrekte oplysninger til BBR. Så når ejeren indberetter nyt eller ændrer data i BBR, bliver oplysningen sendt videre til beliggenhedskommunen, som herefter foretager en kontrol og retter til i BBR. Det er også kommunerne, der kan yde rådgivning, hvis en ejer er i tvivl om en registrering.

- BBR-oplysningerne bruges også af brandvæsenet til at slå en ejendom op på vej ud til en brand. De skal for eksempel kunne finde ud af, hvilke materialer bygningen er lavet af, og hvilken type bolig der er tale om - er det en lagerhal eller en villa. Når der går brand i en bygning med asbest, kræver det særlig afvaskning af de implicerede personer, når branden er slukket, siger Ulrik.


Fra papir til digital indberetning

Der er sket en del siden den digitale selvbetjeningsløsning www.bbr.dk/ret blev lanceret i 2017. Tidligere blev ønsker om ændring af BBR-oplysninger kun afleveret til kommunen på mail, telefon eller fra byggesager:

- Nu kan vi måle, at op mod 2/3 af ændringerne i BBR på simple ejerboliger i BBR stammer fra indberetninger via Ret BBR. I 2017 var antallet af rettelser via www.bbr.dk/ret på 63 stk. Det tal er steget stødt siden. I 2021 var det oppe på ca. 46.000 digitale indberetninger. Vi har en forventning om, at det tal kan stige til det dobbelte ved udgangen af 2022, siger Ulrik.

Vurderingsstyrelsen er afhængig af data for at fastsætte vurderingen af en ejendom. Ikke mindst boligejernes oplysninger fra BBR. Som noget nyt har boligejere mulighed for tjekke og evt. ændre de oplysninger, Vurderingsstyrelsen lægger til grund for ejendomsvurderingen. Før en vurdering fastsættes har boligejeren modtaget en deklaration med de oplysninger, der er lagt til grund for en vurdering.  Derfor kan en stigning i mængden af indberetninger og opdateringer i BBR blive aktuel i takt med, at flere boligejere modtager deres deklaration (den meddelelse som en boligejer modtager før en ny ejendomsvurdering).