Ejere af sommerhuse modtager vurderinger
Arbejdet med at få alle 2020-vurderinger ud i 2024 har rundet en ny milepæl. Det skete, da de første knap 100.000 vurderinger blev sendt ud til ejere af danske sommerhuse i starten af foråret. I november 2023 modtog ejerne af landets sommerhuse et brev fra Vurderingsstyrelsen. Hensigten med brevet var en opfordring til sommerhusejerne om, at de skulle få tjekket, om sommerhuset er registreret med de korrekte oplysninger i Bygnings- og Boligregistret (BBR).
I februar 2024 begyndte Vurderingsstyrelsen at sende deklarationer ud til sommerhusejerne, hvorefter de har fire uger til at kontrollere, om Vurderingsstyrelsen har de rigtige oplysninger om sommerhuset – og hvor ejerne har mulighed for at gøre indsigelse, hvis de mener, der er fejl eller mangler i deklarationen. Herefter følger deres endelige 2020-vurdering, og udsendelsen af vurderinger til resten af landets sommerhuse er nu godt i gang.
Tilbagebetaling for ejendomsskatter
Når sommerhusejerne modtager 2020-vurderingen får de også besked om, hvorvidt de skal have penge tilbage for ejendomsskatter betalt i perioden 2011-2020. Tilbagebetalingsordningen sikrer nuværende og tidligere sommerhusejere en økonomisk kompensation i de tilfælde, hvor de har betalt boligskat af en for høj vurdering i den periode, hvor det gamle vurderingssystem har været suspenderet.