Andelsboliger er blandt de offentliggjorte foreløbige vurderinger for erhvervsejendomme
Med de nye offentlige vurderinger vil mange andelsboligforeninger opleve, at grundværdien stiger. Til gengæld bliver skattesatsen på grundskyld sænket markant. Hvis grundskylden alligevel stiger, er der indført en stigningsbegrænsning, som sikrer, at en eventuel stigning indfases over op til 20 år.
De nye offentlige vurderinger betyder højere vurderinger for de fleste. Men skatterne stiger ikke tilsvarende. Til og med 2023 er der et skatteloft, der begrænser, hvor meget grundskylden kan stige. Med de nye skatteregler fra 2024 sænkes grundskyldspromillerne markant, og der indføres som nævnt en stigningsbegrænsning, der betyder, at en eventuel stigning i grundskylden indfases over flere år.
I 2024 gælder desuden den særlige regel, at grundskylden ikke kan stige mere, end den ville med de nuværende regler. I 2024 kan grundskylden for en ejendom med andelsboliger derfor maksimalt stige 2,8 % i forhold til, hvad andelsforeningen betalte i 2023.
Fra 2024 flytter opkrævningen af grundskyld fra kommunerne til staten. Derfor indbetaler andelsforeningen eller administrator fremover det opkrævede grundskyldsbeløb til foreningens Skattekonto via skat.dk/tastselverhverv. Hvis andelsforeningen ikke har et cvr-nummer, indbetales grundskylden via indbetalingslinjen i selve opkrævningen.