12-01-2024
Vurderingsstyrelsen kontrollerer vurderingerne af knap 400 erhvervsejendomme
Knap 400 erhvervsejendomme, herunder andelsboligforeninger, modtager et brev fra Vurderingsstyrelsen med information om, at Vurderingsstyrelsen vil se på deres foreløbige grundvurdering igen. Det skyldes, at de foreløbige vurderinger er påvirket af maskinelt indførte grænser.
”På kort sigt og af forsigtighedshensyn er der indført maskinelle grænser for de foreløbige vurderinger. Det har vi gjort for at eventuelle datafejl og udfordringer med at fortolke plangrundlaget ikke medfører klart for høje foreløbige vurderinger, som vi tidligere har set,« siger underdirektør Claus F. Houmann fra Vurderingsstyrelsen.
Der gælder forskellige grænser afhængig af ejendomstypen og hvilken landsdel, ejendommen ligger i.
Vurderingsstyrelsen har igangsat en manuel og målrettet screening af de påvirkede ejendomme. Den manuelle screening vil formentlig medføre, at en del foreløbige vurderinger skal sættes op, mens andre skal sættes ned.
»I alt vedrører denne situation cirka 400 erhvervsejendomme ud af i alt 400.000 erhvervsejendomme. Altså omtrent én promille af alle erhvervsejendomme,« siger Claus F. Houmann.
Vurderingsstyrelsen har kontaktet ejerne af de berørte ejendomme, så de ved, at de kan forvente at modtage en ny foreløbig vurdering.