Gå til indhold

Vurderingsstyrelsen hilser Ombudsmandens spørgsmål velkommen

Ombudsmanden har stillet en række spørgsmål om tillægslån til boligejere, der har fået for stor skatterabat. Vurderingsstyrelsen hilser spørgsmålene velkommen.

Ombudsmanden har stillet en række spørgsmål vedrørende Vurderingsstyrelsens vejledning og kommunikation til boligejere omkring tillægslån. Det hilser Vurderingsstyrelsen velkommen og går nu i gang med en besvarelse.

”Boligejerne skal være trygge ved overgangsordningerne til de nye boligskatteregler. Det er helt rimeligt, at Ombudsmanden interesserer sig for sagen, og vi bidrager selvfølgelig til, at spørgsmålene bliver besvaret”, siger Anne-Sofie Jensen, direktør i Vurderingsstyrelsen.

Tillægslånet skal give tryghed til de boligejere, som rammes af modsatrettede bevægelser i ejendomsværdiskat og grundskyld ved overgangen til de nye boligskatteregler. Her kan der nemlig opstå en restskat, fordi skatterabatten først udlignes på tværs af de to boligskatter ifm. årsopgørelsen.

Vurderingsstyrelsen forventer at kunne beregne nettoværdien af skatterabatten på tværs af grundskyld og ejendomsværdiskat fra forskudsopgørelsen for 2026.