11-03-2025
Vurderingsstyrelsen eftersender bilag til ejerne af erhvervsejendomme
Vurderingsstyrelsen har for nyligt udsendt skattebilletter for 2025 til ejerne af omtrent 600.000 erhvervs- og landbrugs- og skovejendomme samt ejerboliger, der ejes af virksomheder. De er grundlaget for den grundskyld og dækningsafgift, ejerne af disse ejendomme skal betale.
To bilag med en opstilling af den bagvedliggende beregning af ejendomsskatterne og en klagevejledning, der burde have ledsaget skattebilletterne, er desværre pga. en teknisk fejl ikke nået frem til modtagerne.
Skatteforvaltningen har identificeret fejlen og eftersender nu bilagene. Derfor skal de berørte ejere ikke selv gøre noget aktivt, men afvente eftersendelsen af bilagene. Det er vigtigt at slå fast, at fejlen ikke påvirker den beregnede ejendomsskat i skatteopkrævningen.
”Vi er lige nu ved at sende bilagene til ejerne, så de har de informationer, som skulle have været sendt sammen med skattebilletten. Jeg beklager overfor ejerne, og jeg vil gerne understrege, at fejlen ikke har nogen økonomisk betydning for selve skatteopkrævningen. Der er alene tale om supplerende vejledningsmateriale til skattebilletten”, siger direktør i Vurderingsstyrelsen, Anne-Sofie Jensen.
Ejerne vil modtage de to bilag i god tid inden betalingsfristen.
I forlængelse af den konkrete problemløsning undersøger Skatteforvaltningen, om der kan være yderligere tilfælde, hvor ejendomsejere ved en fejl ikke har modtaget relevante bilag.
Har man spørgsmål på denne baggrund, kan man som altid kontakte Vurderingsstyrelsen.