Gå til indhold

Udsendte vurderinger giver bedre skøn for tilbagebetaling til boligejerne

Vurderingsstyrelsen er godt i gang med at sende de endelige 2020-vurderinger ud til landets boligejere. I takt med at de bliver udsendt, kan de boligejere, der har betalt for meget i perioden 2011-2020, samtidig se frem til at få tilbagebetalt den overskydende skat. Skønnet for tilbagebetalingsbeløbet er aktuelt 11,3 mia. kr. i alt. Det er en nedjustering i forhold til tidligere.

Vurderingsstyrelsen er lige nu i fuld gang med at sende de endelige 2020-vurderinger ud til danskerne, så alle vurderingerne er udsendt inden udgangen af 2024. Indtil videre er det ejere af parcel-, række- og sommerhuse, der har fået nye vurderinger, mens ejere af ejerligheder kan se frem til deres vurdering inden længe.

Når vurderingerne udsendes, kan de boligejere, der har betalt for meget boligskat i perioden 2011-2020, samtidig se frem til at få tilbagebetalt overskydende skat.

I takt med at det sker, bliver estimatet for, hvor meget der udbetales, gradvist mere præcist. På den baggrund er skønnet netop blevet genberegnet til 11,3 mia. kr. (2024-niveau). Det er en nedjustering i forhold til det tidligere skøn på 13,5 mia. kr.

”Vi arbejder hårdt på at få alle 2020-vurderingerne ud i løbet af 2024. Det arbejde går fremad, og derfor har vi nu et mere præcist billede af, hvor meget der skal betales tilbage til boligejerne. Hver en krone, vi betaler tilbage, skyldes, at der tidligere har været opkrævet for meget. Så at beløbet nu er lavere, er udtryk for, at færre penge har manglet på borgernes bankbøger i perioden”, siger direktør for Vurderingsstyrelsen, Anne-Sofie Jensen.

Det nedjusterede skøn skyldes primært en reduktion i det forventede tilbagebetalingsbeløb for sommerhuse. Det er særligt i landdistrikterne og uden for de store byer, at boligejerne har betalt for meget i boligskat.

Kompensationen udbetales til boligejerens NemKonto inkl. et tillæg på 6,2 pct. pr. år fra opkrævningsåret. Boligejere, der får tilbud om tilbagebetaling i 2024, men først får udbetalt beløbet i 2025 får også renter for 2025. De boligejere, der har betalt for lidt i skat, efteropkræves ikke.

 

Vejledning om tilbagebetaling af boligskatter på vurderingsportalen