Gå til indhold

Tre milliarder kroner retur til boligejere

Vurderingsstyrelsen runder nu tre milliarder kroner i tilbagebetaling til boligejere, der har betalt for meget i boligskat.

Vurderingsstyrelsen runder nu tre milliarder kroner i tilbagebetaling til boligejere, der har betalt for meget i boligskat.

Der er nu udsendt tilbud om tilbagebetaling af ca. tre milliarder kroner til boligejere, der har betalt for meget i boligskat i årene 2011 til 2020.

Der kommer yderligere tilbagebetalinger i takt med, at der udsendes nye vurderinger de kommende måneder.

Det er i overvejende grad boligejere uden for de store byer, der kan se frem til at få penge indsat på deres NemKonto.

At tilbagebetalingsordningen nu runder tre milliarder kroner, glæder Vurderingsstyrelsens direktør Poul Taankvist.

»I ti år har boligejerne betalt ejendomsskat på baggrund af videreførte vurderinger, fordi det gamle vurderingssystem blev suspenderet. Nu kommer der nye ejendomsvurderinger. Det er de nye 2020-vurderinger, der gør det muligt at beregne og tilbagebetale penge til boligejere, der har betalt for meget i boligskat,« siger Poul Taankvist.

De nye ejendomsvurderinger for 2020 danner grundlag for en genberegning af, hvad boligskatten burde have været i perioden mellem 2011 og 2020. Tilbagebetalingsordningen sikrer nuværende og tidligere boligejere en økonomisk kompensation i de tilfælde, hvor de har betalt boligskat af en for høj vurdering i den periode, hvor det gamle vurderingssystem har været suspenderet. Kompensationen tillægges en skattefri rentegodtgørelse på 6,2 procent pr. år.

Vurderingsstyrelsen har på nuværende tidspunkt gennemgået omkring 460.000 ejendomme, der alle har modtaget en 2020-vurdering. Ejerne af omkring hver tredje ejendom har fået penge tilbage som følge af tilbagebetalingsordningen. De boligejere, der har betalt skat af en for lav vurdering, får ikke en ekstraregning.

Det er hovedsageligt i landdistrikterne og uden for de største byer, at boligejere har betalt for meget i boligskat. Det skyldes, at det er i disse områder, at udviklingen i boligpriser ikke er steget i takt med boligskatten fra 2011 til 2020.

På nuværende tidspunkt har boligejere i Lolland Kommune fået omkring 141 millioner kroner tilbagebetalt, mens boligejere i Viborg og Haderslev kommuner har fået omkring 130 millioner kroner.

Her kan du læse mere om kompensationerne for de enkelte kommuner, som det ser ud på nuværende tidspunkt:


Fordelingen af kompensationsbeløb til boligejerne i de enkelte kommuner:

Landkort med status på tilbagebetaling december 2023

Landkort opdateret 18. december 2023