Gå til indhold

Styrelser samarbejder om nye ejendomsvurderinger

For at nå i mål med udsendelsen af nye ejendomsvurderinger til landets boligejere, får Vurderingsstyrelsen nu forstærkning fra kollegaer i Skattestyrelsen og Gældsstyrelsen.

Alle landets boligejere skal i løbet af 2024 have modtaget deres 2020-vurdering og til næste år deres endelige 2022-vurdering. Samtidig venter der Vurderingsstyrelsen en stor opgave med efterregulering af boligskat for 2020- og 2022-vurderingerne.

Der er tale om omfattende og vigtige opgaver, der skal løses inden for samme afgrænsede periode. For at sikre tidsplanen, har Vurderingsstyrelsen indgået samarbejde med Skattestyrelsen og Gældsstyrelsen, der samlet afsætter 200 sagsbehandlere til opgaver på vurderingsområdet. De ekstra ressourcer får en varm modtagelse i Vurderingsstyrelsen:

»Opgaven med at få udsendt de nye ejendomsvurderinger er utrolig vigtig, og med meget værdsat hjælp af kollegaer fra vores søsterstyrelser kan vi nu accelerere udsendelsen af de nye ejendomsvurderinger. Det er vigtigt, at alle boligejere får deres endelige vurderinger, så hurtigt som det overhovedet er muligt,« siger direktør i Vurderingsstyrelsen, Poul Taankvist.

Kyndig forstærkning
I forbindelse med samarbejdet sikrer Vurderingsstyrelsen den nødvendige, faglige introduktion og oplæring af sagsbehandlerne fra Skattestyrelsen og Gældsstyrelsen, der alle besidder klassiske, skattefaglige kompetencer.

Gældsstyrelsen og Skattestyrelsen vil under samarbejdet midlertidigt udskyde, omfordele eller kortvarigt nedprioritere nogle af deres egne opgaver. Der vil dog ikke blive flyttet medarbejdere fra kritiske opgaver.

De første 100 sagsbehandlere begynder i Vurderingsstyrelsen 1. maj, mens de sidste 100 tager fat på vurderingsarbejdet i august. Samarbejdet ventes at løbe i cirka 12 måneder.