Gå til indhold

BBR-oplysninger kan redde liv

BBR-oplysninger har ikke kun betydning for de offentlige ejendomsvurderinger – de kan også redde liv. Oplysninger om tagmaterialer i Bygnings- og Boligregistret (BBR) er nemlig vigtige for Beredskabet, når de for eksempel rykker ud for at slukke en brand. 

Det brænder på en ejendom, og beredskabet gør klar til at rykke ud. Men hvad er tagmaterialet på den brændende ejendom? Eller på naboejendommene? Det er nogle af de mange oplysninger, som Beredskabet er særlig opmærksom på, fordi det har direkte indflydelse på både planlægningen og selve slukningsarbejdet. 

Hvis det brænder på en ejendom, vil beredskabet slå ejendommen og naboejendommene op i BBR via kort.bbr.dk for at se, hvilke tagmaterialer, opvarmningskilder samt tekniske anlæg som for eksempel solceller og olietanke, der er registreret. Det kunne også være særlige adgangsforhold, der bliver set på. Den forberedelse finder sted, allerede mens udrykningen til brandstedet er i gang. 

”I beredskabet er vi afhængige af BBR-oplysningerne, når vi sender vores brandfolk ud til en brand. Det er faktisk vigtigt både for vores kollegaers sikkerhed og for deres mulighed for at bekæmpe branden mest hensigtsmæssigt,” siger Hasse Lind, tekniks leder ved Falck Brand DK.  

Ekstra fokus på stråtag
I Vurderingsstyrelsen, som er den statslige BBR-myndighed, er der også opmærksomhed på, at oplysningerne om tagmateriale – og især oplysningerne på ejendomme med stråtag – er ajourførte. Erfaringer fra BBR viser, at ejendomsejerne ikke altid husker at få indberettet til BBR, når de skifter tagbeklædning. Men det er vigtigt, at oplysningerne er ajourførte, fordi brandfolkene på den måde bedre kan planlægge brandbekæmpelsen.  

”Det har vist sig at være nyttigt for beredskabet at anvende BBR-oplysninger i deres arbejde, så arbejdet udføres på bedste og sikreste vis. Derfor gør vi ejendomsejere i hele landet opmærksomme på at bidrage til korrekte og opdaterede oplysninger om deres ejendomme. På den måde er borgernes oplysningspligt ikke kun vigtig for ejendomsvurderingen. Den er i høj grad også vigtig for beredskabet og brandfolkene, som på den måde bedre ved, hvad de kommer ud til, når alarmen lyder,” forklarer Christopher Stryhn Møller, der er kontorchef for BBR i Vurderingsstyrelsen.

Et samarbejde om at udvikle værktøjer 
Det var BBR selv, som gjorde Beredskabet opmærksom på muligheden for at gøre brug af kort.bbr.dk, når slukningsarbejdet skal tilrettelægges. Derefter blev det til et fint samarbejde om at udvikle værktøjet, så der er flest mulige oplysninger til gavn for beredskabsindsatsen. 
 
”BBR kontaktede os sidste år og fortalte, at vi kunne bruge kort.bbr.dk, når vi skulle have overblik over forholdene på en ejendom og naboejendommene. Og der var mange nyttige oplysninger for os. Vi havde samtidig nogle udviklingsønsker, og dem tog Vurderingsstyrelsen imod og fik også implementeret dem på kort.bbr.dk. Derfor kan vi nu også se både skråfotos og oplysninger om ydervægsmaterialer, hvilket er vigtigt for os” fortæller Hasse Lind fra Falck Brand DK.