27-01-2025
Boligejerne får nu en mere overskuelig BBR-meddelelse
Den indeholder stort set alt, hvad der er værd at vide om ejendommen, og så bliver den brugt som dokumentation i forbindelse med bl.a. offentlige ejendomsvurderinger, byggesager og ejendomshandler. Ikke mindst derfor er det vigtigt, at boligejerne forstår den og sikrer, at oplysningerne på den er korrekte.
Det er BBR-meddelelsen fra Bygnings- og Boligregistret (BBR), det hele handler om. Og fra den 25. januar 2025 kommer den til at se anderledes ud. Fremover vil ejere af både private boliger og erhvervsejendomme nemlig modtage en BBR-meddelelse, som er mere enkel. Selve meddelelsen vil på mange måder være genkendelig, men den har fået en brugervenlig make-over, hvor indholdet er blevet mere overskueligt samtidig med, at der er blevet luget ud og sorteret i data, koder og formuleringer.
”Det skal være nemmere for boligejerne at forstå de oplysninger, som fremgår om deres ejendom, og vi arbejder i den forbindelse altid på, hvordan vi kan forbedre vores kommunikation og meddelelser,” forklarer Christopher Stryhn Møller, der er kontorchef for BBR-kontoret, og uddyber:
”Derfor lancerer vi nu den nye BBR-meddelelse, som er mere struktureret, mere præcis og mere brugervenlig. Derudover lever den op til kravene om tilgængelighed, hvor indholdet kan blive læst op for personer med funktionsnedsættelse. Så alt i alt vil ejendomsejere forhåbentligt opleve den nye meddelelse som både genkendelig og samtidig mere forståelig.”
BBR – et register for vores fælles velfærd
Bygnings- og Boligregistret – eller i daglig tale BBR – er det register, som ligger inde med oplysninger om Danmarks bygninger, boliger, grunde, tekniske anlæg og energiforbrug. BBR er etableret ved lov i 1977 og bliver i dag drevet i et samarbejde mellem Vurderingsstyrelsen og landets kommuner. Derfor er den nye BBR-meddelelse også udviklet i et samarbejde mellem Vurderingsstyrelsen og Kommunernes it-fællesskab KOMBIT.
BBR-meddelelsen er offentlig tilgængelig og kan hentes for alle ejendomme i Danmark. Den kan hentes via opslag på bbr.dk eller ois.dk. Oplysningerne i BBR anvendes til mange forskellige formål i både stat, kommuner og det private. I det offentlige gælder det for eksempel offentlige ejendomsvurderinger og bloktilskud til kommunerne samt boligstøtte. I det private gælder det for eksempel låntagning og ejendomshandel i finans- og ejendomssektoren.