Gå til indhold

Nu udstilles foreløbige vurderinger for ikke-beskatningspligtige erhvervsejendomme

Vurderingsstyrelsen udstiller nu de sidste foreløbige 2023-vurderinger. Det drejer sig om ikke-beskatningspligtige erhvervsejendomme. Vurderingsstyrelsen koncentrerer nu indsatsen mod at få de endelige 2020-vurderinger ud til boligejerne.

Omkring 50.000 ejendomme får nu som de sidste en foreløbig 2023-vurdering. Der er tale om ejendomme, der er registreret som ikke-beskatningspligtige. Det er blandt andet fredede ejendomme og visse offentligt ejede ejendomme og arealer mv., hvor der ikke skal betales grundskyld.

”Det er en god nyhed, at vi nu udstiller de sidste foreløbige vurderinger. Det er en vigtig milepæl, som giver mulighed for at koncentrere indsatsen mod at få de endelige 2020-vurderinger ud til boligejerne”, siger direktør i Vurderingsstyrelsen, Anne-Sofie Jensen.

Når Vurderingsstyrelsen har vurderet ejendomme uden beskatningsmæssige konsekvenser, så skyldes det, at alle landets ejendomme som udgangspunkt skal vurderes.

Der er foretaget kvalitetssikring af de foreløbige ejendomsvurderinger, men det er sket i begrænset omfang, da ejendommene er registreret som ikke-beskatningspligtige.

Når der udarbejdes endelige vurderinger af ejendommene, vil de være underlagt samme behandling, kvalitetssikring og manuel kontrol, som vurderinger, der skal anvendes til beskatningsformål.