18-06-2024
Langt de fleste endelige vurderinger rammer inden for skiven
De fleste nye 2020-vurderinger rammer tæt på den pris, som boligerne i nabolaget bliver solgt for. En ny træfsikkerhedsanalyse fra Vurderingsstyrelsen viser, at vurderingerne rammer tæt på de observerede handelspriser i mere end 80 pct. af tilfældene.
“Analysen viser, at de endelige vurderinger er et godt og solidt grundlag for boligbeskatningen i Danmark – og at langt de fleste boligejere får en vurdering, som de kan genkende. Det er en god nyhed, som viser, at vi er på rette vej i arbejdet med de nye ejendomsvurderinger”, siger direktør Anne-Sofie Jensen, Vurderingsstyrelsen.
Analysen er blevet til på baggrund af de første 500.000 udsendte 2020-vurderinger. Dem har Vurderingsstyrelsen brugt til at se på, hvor tæt vurderingerne rammer handelspriserne.
Som noget nyt introduceres en bagatelgrænse på 200.000 kr. Den skal sikre en mere retvisende måling af træfsikkerheden i områder med meget lave salgspriser.
”I et hus til 500.000 kr. kan et nyt køkken eller en indvendig renovering hæve salgsprisen meget, men den indvendige stand af en ejendom indgår ikke i vurderingen. Det tager vi højde for med en bagatelgrænse på 200.000 kr., som giver os et bedre billede af den reelle træfsikkerhed,” siger Anne-Sofie Jensen.
Med bagatelgrænsen beregnes afvigelser fra salgsprisen på mindre end 200.000 kr. som en træffer, selv om afvigelsen er på mere end 20 pct. Dette har alene betydning for ejendomme med en handelspris under 1 mio. kr.
Med brug af bagatelgrænsen stiger den samlede træfsikkerhed til godt 82 pct.
Læs mere i analysen om høj træfsikkerhed i de nye ejendomsvurderinger