Gå til indhold

Forskel på private valuarvurderinger af andelsboliger og offentlige vurderinger

Personer, der bor i andelsbolig, vil ofte støde på to forskellige vurderinger: Den offentlige vurdering og en privat valuarvurdering af ejendommen.

De to vurderinger er vidt forskellige – og de kan ikke sammenlignes.

Den offentlige vurdering foretages af Vurderingsstyrelsen. Vurderingen er grundlaget for at udregne andelsforeningens betaling af grundskyld, der beregnes på baggrund af ejendommens grundværdi. Grunden skal efter ejendomsvurderingsloven vurderes efter den bedste økonomiske anvendelse i ubebygget stand.

En privat valuarvurdering bruges til at fastsætte værdien på andelsboligforeningens ejendom for bl.a. at kunne udregne andelskronen. Andelskronen bestemmer, hvad det skal koste at erhverve et andelsbevis i en andelsboligforening og dermed retten til at bo i en af andelsforeningens lejligheder.

De to vurderinger har dermed to forskellige formål, understreger underdirektør Claus F. Houmann fra Vurderingsstyrelsen:

»Der er forskel på, hvordan Vurderingsstyrelsen vurderer offentlige grundværdier, og hvordan en privat valuar vurderer en hel ejendom. Man kan ikke sige, at den ene vurdering er forkert, fordi den er enten højere eller lavere den anden. En sådan kobling vil være en fejl,« siger han.

Der er altså ikke nogen sammenhæng mellem den offentlige grundværdi og private valuarvurderinger. Den første værdi afspejler grundens værdi efter bedste økonomiske anvendelse i ubebygget stand. Den anden værdi afspejler handelsprisen for en udlejningsejendom med samme faktiske størrelse og stand ved salg til en investor.

»Mit bedste råd til andelshaverne er, at man i første omgang tager den med ro. Andelsboligforeningen kommer ikke til at betale mere i grundskyld i 2024, end den ellers skulle have gjort, og eventuelle stigninger i årene efter er stigningsbegrænsede og indfases derfor gradvist. Man skal altså se på de skattemæssige konsekvenser snarere end på vurderingen«, siger Claus F. Houmann.

Imens der for ejere af ejerboliger gælder en skatterabat, som bortfalder, når boligen sælges, er dette ikke tilfældet for ejere af andelsboliger. Når den enkelte andelshaver sælger sit andelsbevis, vil stigningsbegrænsningen også gælde den nye ejer.

Målet med det nye vurderingssystem er, at grundværdien og dermed grundskylden bliver den samme for ens beboelsesejendomme med samme beliggenhed, uafhængigt af, om at der er tale om ejerbeboelse eller andelsbeboelse. Men i modsætning til boligejere betaler andelshavere ikke ejendomsværdiskat.