Gå til indhold

Få klager over ny ejendomsvurdering

Ganske få boligejere klager over deres nye ejendomsvurdering. Ud af de første 116.000 offentlige vurderinger har 0,3 procent medført klager, viser en ny opgørelse fra Vurderingsstyrelsen

Af Fie Vedsmand

Klagefristen for de allerførste nye ejendomsvurderinger i ti år er nu udløbet – og kun få boligejere har klaget. Det viser en opgørelse fra Vurderingsstyrelsen, efter at landets boligejere nu igen er begyndt at modtage nye ejendomsvurderinger.

I forbindelse med udsendelsen af de første ca. 116.000 nye ejendomsvurderinger, hvor klagefristen er udløbet, er der således indsendt 343 klager, viser Vurderingsstyrelsens opgørelse. Det svarer til 0,3 procent, oplyser underdirektør, Rasmus Kruse.

»Vi arbejder systematisk på at skabe retvisende ejendomsvurderinger, og opgørelsen tyder på, at vi trods bump på vejen har den rigtige retning. Langt de fleste boligejere kan genkende de data og den ejendomsværdi, vurderingen afspejler. Vi har derfor et godt udgangspunkt for vores videre arbejde med ejendomsvurderingssystemet,« siger underdirektør, Rasmus Kruse.

De nye ejendomsvurderinger bliver udsendt i etaper, og derfor kan klagetallene meget vel ændre sig i den kommende tid.

»Vi skaber jo et helt nyt vurderingssystem, og vi er begyndt med de ejendomme, der umiddelbart er mindst komplekse at systemunderstøtte. Det betyder, at klagetallet kan stige i takt med, at vi går i gang med mere komplekse vurderinger,« siger Rasmus Kruse.

Det var upræcise og uensartede vurderinger, der i 2013 førte til, at den daværende regering besluttede at udvikle et nyt vurderingssystem, der giver boligejere mulighed for at tjekke data om deres ejendom, inden der træffes afgørelse. Denne mulighed kan ifølge Rasmus Kruse være medvirkende årsag til klagetallene.

»Vi undgår en række fejl og efterfølgende klager, når vi viser datagrundlaget for vurderingen til den enkelte boligejer, inden vi træffer afgørelse. Det giver os mulighed for at lave bedre vurderinger, og boligejeren får en bedre oplevelse, når fejl bliver rettet tidligt i forløbet,« siger Rasmus Kruse.

I 15 procent af klagesagerne har Vurderingsstyrelsen og boligejeren opnået enighed om ændring af vurderingen. Resten er overgået til Skatteankestyrelsen, der lige nu behandler klagerne.

Ifølge Vurderingsstyrelsens opgørelse drejer de fleste klager sig om ejerens mulighed for at udstykke sin grund, hvilket tegner sig for 16 procent af klagerne. 15 procent af klagerne drejer sig om valg af såkaldte referenceejendomme, mens klager over trafikstøjs betydning for vurderingen er tredje hyppigste klageårsag med 14 procent af de samlede klager.