Gå til indhold

BBR-data i vurderingerne

Data fra Bygnings- og Boligregistret har væsentlig betydning for ejendomsvurderingerne.

Et solidt datagrundlag er afgørende for at kunne skabe så ensartede og præcise ejendomsvurderinger som muligt. Siden 2013 har Vurderingsstyrelsen derfor sammen med en række andre myndigheder arbejdet målrettet på at skaffe nye og forbedrede data, som indgår i grundlaget for vurderingen af en ejendom.

En stor del af de data, der anvendes i det nye vurderingssystem, er samlet i Bygnings- og Boligregistret (BBR). For at styrke samspillet på tværs af vurdering, beskatning og data, blev Bygnings- og Boligregistret i 2022 derfor en del af Vurderingsstyrelsen.

Vi bruger bl.a. oplysninger om ejendommen fra tinglyste ejendomshandler, geodata, plandata og Bygnings- og Boligregistret (BBR). Som noget nyt vil alle boligejere kunne se de data, der ligger til grund for vurderingen af netop deres ejendom, før de får den endelige vurdering.

Særligt oplysninger om en bygnings areal, anvendelse, opførelsesår, varmekilde, byggematerialer, om- og tilbygninger er vigtige i vurderingsarbejdet, ligesom antallet af bade og toiletter kan have betydning for ejendomsværdien.

 

Mere om opgaverne i BBR-forvaltningen

Skatteministeriets lovbestemte BBR-ansvar omhandler blandt andet at drive et landsdækkende register med oplysninger om bygnings- og boligforhold. BBR-forvaltningen har til opgave at sikre og udvikle BBR-registreringen samt at formidle, samordne og forenkle oplysninger og processer for bygninger, bolig- og erhvervsenheder, tekniske anlæg herudover at levere energiforbrugsdata for bygninger til en lang række offentlige myndigheder (herunder ejendomsvurderingen), private virksomheder (herunder finanssektoren) og almindelige borgere.